Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)

Hvis du har et stort og varigt fysisk eller psykisk handicap, kan du måske få lov at ansætte en hjælper.

Hvordan udmåler kommunen mit behov?

Kommunens udmåling af omkostninger til ansættelse af hjælpere til BPA skal ske på samme vilkår uanset, om du selv er arbejdsgiver, eller om du har overført bevillingen til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed.

Kommunen skal udmåle en bevilling, som:

  • gør det muligt for dig at ansætte og fastholde de nødvendige hjælpere
  • vurderes individuelt og dækker dit personlige hjælpebehov
  • sikrer passende faglige kvalifikationer hos dine hjælpere
  • tager hensyn til dine behov i løbet af døgnet og ugen.

Det er ikke hensigten, at du skal have hverken personlige udgifter eller personlige indtægter ved at have en BPA-ordning.

Kommunen skal:

  • opstille et budget for de forudsete omkostninger til ansættelse af dine hjælpere, herunder de omkostninger, der er til en virksomhed eller forening, hvis du har overført tilskuddet hertil
  • betale efter regning for dine faktiske omkostninger i forbindelse med:
    • hjælpernes sygdom
    • barns 1. og 2. sygedag
    • forsikring
    • omkostninger ved at overholde arbejdsmiljølovgivningen mv.
Indhold hentet fra borger.dk